Cantuccini er en italiensk småkage, som rigtig mange danskere kender. På enhver café med respekt for sig selv bliver de stenhårde småkager serveret til cappuccino'en. Den italienske småkage er måske ikke helt berettiget til populariteten. Det er jo ikke andet end en kammerjunk i andre klæder!
Det er lidt som Kejserens Nye Klæder - et eventyr. Med god markedsføring er det lykkedes italienerne at forføre et helt folkeslag. Nu er tiden kommet til at få sandheden på bordet. Det er jo bare en kammerjunke med mandler i! Bare spørg din gamle bedstemor, hvordan man bager kammerjunker, og du vil kunne krydse opskriften på cantuccini af en efter en. Opskriften er den samme.
Historien bag cantuccini-kagen er simpel. Den hedder oprindeligt biscotti di Prato, som betyder småkager fra Prato. Byen ligger lige uden for Firenze. Her skrev en konditor opskriften ned og han tog også småkagen med til verdensudstillingen i Paris i 1867, hvor den vandt en særlig præmie for nuskabende opskrifter. Men - sikke et bedrag - for cantuccini menes allerede at være kendte af etruskerne tilbage i Toscanas oldtidshistorie. Dengang var der bare ikke nogen, der skrev opskriften ned og verdensudstillinger var der ikke mange af.
Cantuccini bliver ikke brugt i Italien, som vi gør. Den bliver ikke serveret til kaffen henne på cafeen. Biscotti di Prato er at finde på et menukort under dessert. Småkagerne serveres sammen med vin santo. En sød dessertvin, som er toskansk. Den er produceret af druen Trebbiano og Malvasia.
Kagerne holder sig månedsvis i et tætsluttende glas. På magisk vis bliver de bløde, når de dyppes i den tradionelle vin santo men de smager også fantastisk med en cafelatte - det ved vi jo godt! De er nemme at bage, så vi giver dig vores bedste opskrift på cantuccini.
Arbejdstid 45 minutter
4 piskede æg (det ene skal bruges til at pensle med)
500 g hvedemel
250 g sukker (kan delvis erstattes af sirup)
150 g smeltet smør
en lille skefuld skrabbet vanilje
en lille skefuld reven appelsin- eller citronskræl
1/2 tsk bagepulver
250 g hele, søde mandler
Varm ovnen til 190 grader. Lav en lille bunke med mel, bagepulver og sukker og kom æggene i midten sammen med smørret. Arbejd dejen igennem. Kom nu appelsinskræl og vanilje i og arbejd dejen godt.
Mandlerne kommes i dejen til slut. Sørg for at de arbejdes godt ind med de andre ingredienser.
Lav lange pølser med dejen, så de passer med længden af din bradepande og bag dem i ovnen i ca. 15 minuter. Tag dem ud og skær dem straks i 1 cm tykke fingre, så bag dem færdige i ovnen ca. 5 minuter, til de er lysebrune.